Light language-lyssprog-heartishome

Shelter i Thy

Hvad får jeg ud af 2 dage i shelter i en skov i Thy?

Følelsen af absolut frihed.

Ingen tidsplan. Ingenting. Blot væren. Sidde ved bålet og stirre ind i flammerne, spise en lækker ret tilberedt over bål. Vågne til lyden af fuglefløjt og solen som titter ind under taget på shelteren.

Ligge på bordet udenfor og lytte til en fantastisk fuldmåne meditation på min telefon. Være i et med alt omkring mig. Total fred indeni. Mens min sheltermakker laver yoga på terrassen. Et fint samspil. Der er tid til mange, gode og dybe samtaler. Tid til at lytte til hinanden og skovens lyde.

Gåtur

Smukke gåture i det spirende forår, hvor alt pibler frem fra jorden og små grønne blade på træerne. Med et øje for godt småt brændbart til mit næste bål. Tid til refleksion. Hvad vil jeg med mit liv? Hvad elsker jeg? Hvad drømmer jeg om? Hvad er mit bidrag til verden? Hvad er den dybere mening med livet? Alle de store spørgsmål får lov at vende forbi, blive kigget på. Og venligt sendt videre indtil et nyt dukker op.

Hugge brænde

Følelsen af urkraft når jeg hugger brændet. Mærker hvor stor min styrke er. Stille meditation på en smuk skovstol jeg fandt(se billedet). Her indtaler jeg også min fuldmånemeditation på lyssprog – du kan lytte til den ved at klikke på linket lyssprog. Under meditationen ser jeg, hvordan min indre flamme, min indre ild bare vokser og vokser. Ser hvordan jeg gennem samværet med naturen, min åbenhed for universet heler mere og mere op og bliver den udgave af mig, som jeg altid har været, og som mange år har været gemt bag facaden. Gemt bag alle mulige ideer om hvordan jeg burde være, kunne være, hvad andre tænker om mig og alt muligt andet uvæsentligt. Jeg er den jeg er, og den jeg er kommet for at være.

Jeg elsker at være mig og mere og mere for hver dag, elsker jeg livet på jorden. Med alt hvad det indebærer af dejlige oplevelser og svære oplevelser. Jeg rummer og omfavner det hele, velvidende at det er livet. Jeg får mange nye indsigter og aha-oplevelser, mens jeg går der gennem den fugtige og regnvåde skov.

Skabe ild.

Tilbage på shelterpladsen nyder jeg øjeblikket. Det er rart at være tilbage, tænk sig at selv et lille sted som en shelter i en skov, så hurtigt kan føles som “hjemme”. Naturen er min ven. Og jeg nyder at gøre klar til aftensmaden ved at lave bål og lade varmen fra bålet varme mig og lyse op og gøre natten lun. Dejligt er det også at have en god ven, som venter i shelteren.

Jeg nyder nuet, og ved der ikke noget, der haster. Jeg er lige her, hvor jeg altid har ønsket mig at være.

I nuet.

 

Kærlige hilsener Iben

 

Tak til dig for at læse med. Det betyder meget for mig.