Hvem bestemmer i dit liv?

Noget om at træffe bevidste valg og tage ansvar for dig selv.

Hver dag stilles vi overfor hundredevis af valg. Og ofte vælger vi pr. automatpilot, og det er sikkert meget godt i mange tilfælde, men der er også tilfælde, hvor den lille ekstra eftertænksomhed eller mærken efter, hvad er det rette for mig at gøre, er givet rigtig godt ud.

Er det f.eks. okay at melde afbud til en hyggelig middag med vennerne, simpelthen fordi du ikke har lyst eller hellere vil noget andet?
Må du sige nej tak til en biograftur med en gammel ven, fordi jeres venskab ikke længere giver dig det, som du har brug for?
Kan du tillade dig at melde afbud til tante Odas fødselsdag, fordi du simpelthen ikke orker at høre på de samme gamle anekdoter, som du har hørt 100 gange før eller om de sygdomme naboerne har?
Må du gerne lave let aftensmad flere gange om ugen, og behøver det være økologisk?

Jeg fornemmer, at mange stiller ekstremt høje krav til sig selv, og tænker jeg er nødt til at tage med til festen, nu har de jo inviteret. De bliver da skuffede, hvis jeg ikke kommer osv. Men hvis ansvar er det egentlig, hvis de bliver skuffede? Det er vel deres! Akkurat som det er dit ansvar at træffe de bevidste valg, som gør, at du gør det, som er bedst for dig, og ikke bare det du syntes, du bør gøre, eller hvad du tror, der forventes af dig. Også på arbejdspladserne er der nogle, som tager ”overansvar” og gør både sit eget og flere kollegers arbejde. Det slider, giver stress og fratager de andre muligheden for at bidrage med deres særlige bidrag.

Jeg møder mange, som ligger under for gamle normer og forestillinger om, hvad der er det rette at gøre? Og helt ”glemmer” eller undertrykker, at de faktisk har det frie valg til selv at vælge, hvad der er det bedste for dem. Og at de i bund og grund er de eneste, der ved, hvad der er det bedste. Mange stiller enormt høje krav til sig selv om, hvad deres bidrag skal være. Mindre kan som regel gøre det.

Hvis du indimellem har svært ved at træffe en beslutning om noget er godt for dig, eller du skal undlade at gøre det, så er det en rigtig god idé at trække dig lidt tilbage i stilhed og mærke efter, om du skal vælge til eller fra. Hvis det føles let og godt at tænke på det, du skal, så er det let og godt. Hvis det føles tungt og svært, så må du overveje, om modstanden kommer fra det sted som siger, det her skal jeg ikke deltage i eller gøre. Det kan også være bestemte mennesker eller sammenhænge, som dræner dig for energi, og så må du tage hensynet til dig selv og melde fra, eller skabe vilkår for dig selv, så du kan deltage på en måde, som er okay for dig. Det må du faktisk gerne – det er din opgave og dit ansvar at passe på dig selv…….

Håber det giver stof til eftertanke eller provokerer dig lidt til at tænke over, om du kører på autopilot eller træffer de bevidste valg. At gøre begge dele er naturligvis også en mulighed.

Kærlig hilsen
Iben

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *