En dejlig vandretur ved Bøgsted Rende – endnu en rejse på indre og ydre plan. Jeg kan bare ikke få nok af naturen. Den er så givende og smuk og aldeles vidunderlig. Den får mig til at føle en uendelig frihed, og at jeg samtidig er en del af noget, som er meget større end mig. Jeg fyldes af taknemlighed over at bo så smukt et sted og i et land, som er frit.

De stigende vandstande gjorde det vanskeligt at gå den rute, som jeg havde planlagt – ja, sådan er det jo i livet. Det er ikke altid den vej, vi går på fører os derhen, hvor vi havde tænkt, og så må vi finde nye veje, og ofte viser de sig at være endnu smukkere, end vi havde tænkt og forventet. Lad dig overraske. Livet har så meget godt til os alle. Nogle gange kan det dog syntes, som om livets gaver er pakket ret grimt ind. Men under “papiret”/overfladen, viser der sig ofte at være meget smukke gaver, måske i form af nye erkendelser, nye indsigter, ny viden, nye venner, nye veje at gå, nye muligheder, aha-oplevelser og som nogle måske kender til, er det tit på såkaldte “omveje”, man møder de rigtig store skatte. Stop op og mærk, hvad det er, du leder efter – måske har du det allerede? Vi er allerede “perfekte” præcis som vi er. Både når vi er glade, kede af det, depressive, syge, raske, sure. Altsammen er en del af det at leve.

På min vej opdagede jeg en sæl, som lå og hvilede. Den kiggede på mig med sine store kloge øjne – som for at sige, “der er meget mere i livet, end du aner”. Og ja tak. Jeg er klar til at modtage alt, hvad livet har til mig. Jeg er klar til at slippe alt det gamle og gå nye veje, som kan tage mig derhen, hvor livet går. Jeg følger trygt med, velvidende at alt er godt. Også de dage hvor det hele kan virke lidt trist – så ved jeg, der er lys om lidt. Noget nyt at glædes over – om det så er en lille blomst, en fugl der kvidrer, et barn der kalder, en måge der skriger, en veninde der ringer, en fest der kalder, nogen der har brug for min hjælp, samhørighed, kærlighed, solen skinner, det regner – alt er bevægelse og alt er en del af livet. Jeg flyder med.

Kærligst Iben

Ønsker du at kontakte mig, så ring eller skriv på 61695406

På Instagram Heart_ishome kan du også følge lidt med i hvad jeg laver:)